Back to All Events

Filmforevisning og paneldebat om levevilkårene i flygtningelejren Moria

  • Weekend Trampolinhuset c/o Apostelkirken 13 Saxogade København, 1662 Denmark (map)

Den 1. maj kan du lære mere om flygtninges dårlige leve- og sundhedsvilkår ved Europas grænser. Det sker, når filmfestivalen Global Health Film Days i samarbejde med Læger uden Grænser og Weekend Trampolinhuset inviterer til film- og debatarrangement i Apostelkirken i København.

Det er anden gang, Global Health Film Days løber stablen for gennem film og debat at sætte fokus på globale løsninger på menneskers og planetens globale sundhedsproblemer.

Der vises to kortfilm, ”Ghosts of Moria” (2022) og “Nothing About Us Without Us” (2022), som afslører den aktuelle situation for flygtninge og asylansøgere i Europas største flygtningelejr Moria på den græske ø Lesbos. I 2020 brændte den overfyldte lejr ned, hvor forholdene allerede inden branden var ekstremt kritiske.

”Ghosts of Moria”, instrueret af Michael Graversen & Florian Elabdi, følger de to syriske venner Khalil og Ayham, som bor i den udbrændte lejr. Her lever de i en post-apokalyptisk kirkegård fuld af sultende katte, pibende rotter og affald. Og hver dag samler de metal om kap med andre skrotsamlere og sælger det til underpris for at have råd til at kunne lave en lille smule mad, der kan minde dem om tiden i Aleppo, inden borgerkrigen tvang dem på flugt. Og mens de venter i et bureaukratisk limbo på at få deres fremtid afgjort, opstår der i deres telt et unikt venskab skabt ud af en fælles lidelse og en fælles forståelse. 

“Nothing About Us Without Us” er instrueret af Refocus Media Labs, et kollektiv af unge filmmagere fanget af EU's asylproces på Lesbos. Filmen skildrer flygtninge og asylansøgeres kamp for overlevelse før, under og efter branden, der ødelagde Moria-flygtningelejren. Filmen stiller en række spørgsmål: Hvordan kan asylansøgere fortælle deres egne historier; hvordan kan man skabe modbilleder til mainstreammediernes stereotype fremstillinger af flygtninge; og hvordan kan flygtninge være med til at forme politiske diskussioner i Europa? 

Filmforevisningerne efterfølges af en paneldebat om flygtninges dårlige sundhedsvilkår ved Europas grænser med Michael Graversen og Florian Elabdi (instruktører af ”Ghosts of Moria”), Kamma Skaarup (sygeplejerske udsendt for Læger uden Grænser i Moria-flygtningelejren, da den brændte ned i 2020) og Rolin Ali (syrisk flygtning, som boede i Moria-lejren i en periode). Paneldebatten foregår på engelsk og modereres af Ahlam Chemlali (Ph.D.-kandidat ved DIIS med fokus på migration og den globale orden).

Efter paneldebatten er der mulighed for at købe mad og forfriskninger lavet af Sisters Cuisine, en madklub i flygtningemedborgerhuset Weekend Trampolinhuset, som er vært for arrangementet. 

Læs mere: www.facebook.com/events/1117373882381280

Billetbestilling: https://billetto.dk/e/refugee-health-ghosts-of-moria-nothing-about-us-without-us-billetter-620421