En del af forsamlingen
Til husmøde i Trampolinhuset øver deltagerne sig i demokratisk dialog. Samtidig strammer regeringen og DF flygtninges muligheder for integration.
Af Kajsa Böttcher Messell
Huda sidder i en sofa i Trampolinhusets multizone. Ved siden af sidder Ali. Huda taler arabisk, og ret godt dansk. Ali taler farsi, pashtu, fransk og lidt dansk.
Ali vender sig mod Huda og samler fingerspidserne på sin højre hånd.
”Kuglepen?” spørger han på dansk.
Huda roder i sin taske.
”Måske har jeg blyant,” svarer hun.
Lidt efter finder hun en kuglepen, og rækker den til Ali.
”Tak,” siger han.
Huda og Ali er flygtninge med ophold i Danmark. Regeringen og DF mener ikke, at det kan betale sig at investere i deres integration. Alligevel øver de sig hver uge i at tale dansk sammen med knap 80 andre medborgere i Trampolinhuset.
Set i dét lys handler deres lille dialog om meget mere end en kuglepen. Den er en insisteren på samhørighed, på tværs af sproglige eller kulturelle forskelle.
“Man lærer at respektere hinanden”
Det er tirsdag, og klokken er ved at nærme sig fire om eftermiddagen. Der skal snart være husmøde. Rundt om Huda og Ali er sofaerne ved at være fyldt op. Der kommer stadig flere mennesker til, så nogen henter en af træbænkene, som alligevel skal foldes ud til fællesmiddagen senere i aften.
Huda deltager i Trampolinhusets jobtræningsforløb Next Practice via et samarbejde med Egedal Kommune. Foto: Viktoria Steinhart.
Husmødet er en del af Hudas jobtræningsforløb, som hun er visiteret til fra Egedal kommune.
“Man lærer at respektere hinanden og hinandens holdninger,” fortæller hun. ”Alle smiler, det er godt at snakke med dem. De har lyst til at snakke.”
Husmøderne sparkes hver uge i gang af Morten Goll, som er administrerende direktør i Trampolinhuset.
”Hej alle sammen, hello everybody,” siger han denne regnvejrsgrå tirsdag ind i en mikrofon.
Måske kunne han godt tale forsamlingen op uden, men det er nemmere med mikrofonen. I multizonen, hvor husmødet finder sted, er der også gang i barbermaskinen i frisørsalonen. Fra køkkenet larmer et grydelåg eller en skuffe indimellem.
”Hvem har brug for oversættelse?” spørger Morten forsamlingen. ”Arabic translation?”
Huda rækker hånden op. Rohan, som er fra Libanon, bytter plads og sætter sig ved siden af hende, så han kan oversætte. Hvis flere har brug for oversættelse til arabisk, kan de også rykke derover, siger Morten.
Samtidig bliver der gjort plads til to andre små grupper, som skal have oversat til farsi og tigrinya. De finder hurtigt hinanden. De fleste har prøvet det mange gange før.
Samtalens grundregler
Spørger man Morten, er et af de vigtigste elementer i husmødet talepinden. Mellem møderne hviler den på to knappenåle på opslagstavlen over hans skrivebord. Den er bundet ind i læder, og i hver ende hænger sorte og hvide fjer og små perler. Hver uge fordeler den ordet til husmøderne: Kun den, der har pinden, må tale. De andre må lytte.
”Der er de her grundregler for, hvordan man har samtalen,” forklarer Morten. ”Det handler om, at når der er nogen, der taler, jamen så lytter folk, og der er respekt omkring dialogen.”
Et andet vigtigt element er navnerunden, som finder sted i starten af hvert møde:
”For dem, som ikke er vant til at deltage i demokratiske dialoger, så er det dér med tavsheden, det kan jo være en frygtelig barriere at komme over, at skulle sige noget i sådan en stor forsamling. Så i navnerunden bliver man identificeret, og man bliver godkendt som en del af forsamlingen. Det er vigtigt.”
Denne tirsdag er ingen undtagelse. Talepinden går fra hånd til hånd, mens hver deltager siger sit navn. Allerede 10 minutter efter mødet startede, har alle nået at have ordet.
”Vi vil gerne have jer”
Det emne, der fylder mest i dag, er DF og regeringens foreslåede paradigmeskift, som ifølge en pressemeddelelse fra Udlændinge- og Integrationsministeriet indebærer ”en ny tilgang med fokus på midlertidighed og hjemsendelse, der sender et klart signal om, at flygtninges ophold i Danmark er midlertidigt.”
Man behøver ikke kunne meget dansk for at forstå, at tilværelsen som flygtning i Danmark fremover vil præges af usikkerhed om ens opholdsgrundlag og ringere muligheder for at føle sig som en del af fællesskabet.
Måske er det derfor, der bliver lyttet mere opmærksomt end normalt, når de ansatte besvarer spørgsmål om forslaget.
”De vil gerne sige til flygtninge: ’vi vil ikke have jer her,’” siger Simon Christensen, som er jobkoordinator i huset. ”Og jeg vil bare sige til jer, at vi vil gerne have jer. Vi vil gerne have jer alle sammen her i Trampolinhuset. Der er rigtig mange mennesker, som gerne vil have jer.”
Ingen grund til panik
”Det er rart at høre, at der ikke er grund til panik endnu,” siger Huda lettet efter mødet. ”Det er godt, at de hjælper alle, uanset deres nationalitet. Det er godt, at de lytter til folk her – selvom de ikke har rettigheder, så lytter de til dem.”
Ved siden af sidder Ali stadig med hendes kuglepen, bøjet over nogle danskopgaver. Så længe situationen i hans oprindelsesland ikke ændrer sig, giver det ikke mening for ham at opgive at lære dansk og integrere sig.
Paradigmeskiftet begrænser allerede integrationen i resten af Danmark, men inden for Trampolinhusets fire vægge vil Huda, Ali og alle andre, som ønsker det, fortsætte med at tage del i fællesskabet så meget de kan. ■
Vores integrationsprogram
Trampolinhuset samarbejder med danske kommuner og virksomheder om at sikre flygtninge som Huda bedre fodfæste på arbejdsmarkedet. Klik her for at læse mere.
Støt Trampolinhuset
Trampolinhusets mange aktiviteter er mulige takket være donationer fra knap 300 privatpersoner, som giver mellem 50 og 500 kr. hver måned. Hvis du, din kæreste eller din mor også har mulighed for at støtte vores arbejde med en fast donation, vil det gøre en stor forskel for vores arbejde.
Læs mere
