Trampolinhusets nytårstale 2020

IMG-5054.jpg

Af Christiane Jessen

Kære alle venner af Trampolinhuset,  

Året går på hæld, og hvilket år det har været. 2020 har været et ægte Annus Horribilis. Vi har alle sammen været ramt af en global sundhedskrise, der har tvunget os til at indrette vores hverdag anderledes. Mundbind, afspritning og nedlukning blev helt almindelige ord i vores daglige samtaler. Pludselig var alle mennesker i samme båd og skulle løse en global udfordring sammen. Det er en lektie, vi ønsker at tage med os ind i det nye år. Når vi vil, så kan vi.  

Men selvom 2020 har været udfordrende som aldrig før, og vi har været tvunget til at lukke dørene til Trampolinhuset både i foråret og efteråret, så har vi knoklet videre, fundet på nye initiativer, og forsøgt at hjælpe nogle af de mest udsatte mennesker i vores samfund. Dem som kommer hertil fra andre steder i verden, uden et hjem og ofte uden familie.  

I foråret oprettede vi suppekøkken (link) og lavede online lektielæsning for børneklubben (link), og selvom der er Corona er der stadig behov for juridisk rådgivning, derfor er vi fortsat med rådgivning til asylansøgere, afviste asylansøgere og flygtninge.  

I juni annoncerede vi, at Trampolinhuset skal være en del af den eksklusive og toneangivende kunstudstilling ‘Documenta Fifteen’. Trampolinhuset har en lang historie som kunstprojekt og har i mange år haft sit eget galleri med fokus på migrationspolitisk kunst. Derfor afholdt vi også en stor kunstauktion i september på kunsthal Charlottenborg til fordel for flygtninge og asylansøgere, det lykkedes os at samle mere end 700.000 kr. ind. Et utroligt flot tal, som har været til stor gavn for huset.   

Så på trods af, at 2020 har været et svært år på mange fronter, har vi i Trampolinhuset nået meget, som vi er stolte af. Men det meste kan kun lykkes pga. alle jer, der støtter os; dig, der støtter hver måned, eller dig der er frivillig i huset, og selvfølgelig de store fonde, der sikrer, at vi kan åbne huset hver dag. Det er alle i Trampolinhuset meget taknemmelige for.  

Men vi har også drømt om, hvordan 2021 skulle se ud i Trampolinhuset.  I Trampolinhuset stopper vi aldrig med at drømme; om hvordan en bedre verden kan se ud, hvor goderne og privilegierne er fordelt mere retfærdigt. Og helt konkret har vi drømt om at åbne huset igen.  

Indtil 28. februar kan vi kun mødes op til 10 personer, og det er alt for længe at holde Trampolinhuset lukket, derfor er vi gået i tænkeboks og er i gang med at finde på nye løsninger til program og en kontrolleret åbning, så snart de regionale og kommunale restriktioner for København løftes. Det vil selvfølgelige foregå helt forsvarligt og efter alle sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Men mange mennesker har et stort behov for at kunne komme i Trampolinhuset og finde fællesskab og mening i en svær situation, det behov er kun blevet endnu større under coronakrisen.  

Vi håber derfor på, at det er muligt at se jer igen i 2021 og gennemføre meningsfulde aktiviteter, og vi glæder os til at fortælle jer meget mere, når vi ved, hvordan det hele ser ud til januar.    

Godt nytår, 
fra alle os i Trampolinhuset